Boligforeningen AAB Afd. 13 Valby
Info til beboerne » Væggelus

Efter en del henvendelser om Væggelus så orienterer Afdelingbestyrelsen om disse små krævl som kan være generende.
 


Sådan undgår du væggelus
Øget rejseaktivitet har betydet, at et af de mest sejlivede skadedyr er ved at bide sig fast i danskerne. Når først væggelusen er kommet ind i dit hjem, er professionel hjælp næsten uundværlig. Men det behøver ikke komme så langt.
 
Hvad er væggelus?
Væggelus er en tæge på typisk 5 mm i længden, der er helt flad. Farven på den reguleres alt efter, om den er sulten eller ej. De kommer ud om natten og tiltrækkes af menneskers kropsvarme. Uden forstyrrelser kan væggelusen indtage en blodmængde, der svarer til det dobbelte af dens egen vægt, med sin snabel. Mens nogle mennesker ikke generes af bid, svulmer andre op. Biddene minder om loppebid − typisk på utildækkede hudpartier.
 
 
Hvor findes de?
Den væggelus, som mennesket døjer med, er udbredt over det meste af verden, men var indtil sidst i 1960'erne sjælden i Danmark. I de senere år er væggelus blevet hyppigere, hvilket især skyldes den stigende rejseaktivitet til steder, hvor væggelus er almindelige, med risiko for at få dem med hjem i kufferten. Store og tætbyggede metropoler som Moskva, New York og London døjer med problemet, der kan lukke luksushoteller og restauranter fra den ene dag til den anden.
 
Hvordan tjekker jeg, om jeg har dem i mit hjem?
Typisk findes væggelus i soveværelset og gemmer sig i sprækker og kroge om dagen. Det mest almindelige skjulested for væggelus er i madrassen, i sprækkerne i sengerammen, bag ved møbler omkring sengen, eller hvor væggen møder gulvet. Deres ekskrementer ligner små sorte pletter på madrassen.
 
Hvilke forholdsregler kan jeg tage?
Invasion af væggelus bunder ofte i rejseaktivitet. Når du er i udlandet, så tjek hotelværelset for tegn på væggelus, selvom det kan være svært at få øje på dem. I løbet af dagen skjuler de sig i sprækker i tapet, panel og gulv. Hvis du har mistanke, så undgå at pakke ud, men lad i stedet alt tøj blive i kufferten. Stil den så langt væk fra sengen som muligt.

Hvordan ved jeg, at jeg er blevet stukket?
Vores kroppe reagerer forskelligt på angreb, så det er svært entydigt at definere væggelus på bid. Det er vigtigere at se på det generelle mønster, tidspunktet for biddene og andre faktorer for at fastslå, om de kommer fra væggelus. Det er ikke sandsynligt, at man vågner, når man bliver bidt af en væggelus. De kan forekomme hvor som helst på kroppen, men er ofte tæt på blodårer nær huden.

Hvad gør jeg, hvis uheldet er ude? 
  • Ved mistanke om væggelus på hotel eller lignende bør man rense al bagage og indhold, inden man træder inden for hjemmets fire vægge.
  • Smid alt tøj osv. i vaskemaskinen ved minimum 60 grader eller i affaldssække i fryseren. Væggelus kan leve op til et år uden blod, og derfor er det nødvendigt også at behandle kuffert og bagage med et velegnet middel til skadedyrsbekæmpelse, da de ellers risikerer at sidde klar til næste gang, du skal ud at rejse.
  • Hvis du alligevel skulle blive udsat for et angreb i hjemmet, tilkald da professionel hjælp hos skadedyrsbekæmperen.

Boligforeningen AAB Afd. 13 | Bramslykkevej 9 | 2500 Valby | Tlf.: 30480526